Velkommen til HGU

  • Multibanen foran Multihuset
    Multibanen foran Multihuset
    Gymnastikopvisning 2009
    Gymnastikopvisning 2009
    Spinning i Multifitness
    Spinning i Multifitness
    Multifitness i hallen
    Multifitness i hallen
Dato: 07/19/2015
Kategori: Tilflytter

Højen Gymnastik- og Ungdomsforening kan føre sin historie tilbage til 1868, hvor den startede som Højen Skyttekreds 38.

I dag er HGU en flerstrenget idrætsforening med mange former idræt, men også med sociale afdelinger. Klubbens aktiviteter foregår i og omkring Multihus Højen, som blev taget i brug i 2001. Udendørs er der også en multibane, som kan anvendes til forskellige idrætsgrene. Her er – "Højt til loftet og plads til alle" – vores motto, hvorunder vi tilbyder en bred vifte af muligheder til unge og ældre, øvede samt begyndere.

Er du interesseret så mød op og se, hvor hurtigt du bliver en del af fællesskabet, da vi lægger stor vægt på den sociale del og har en klubånd, der strækker sig over flere generationer. HGU er i stadig udvikling, og der er hele tiden nye tiltag i gang.

Idrætsgrene.

Badminton

Vi tilbyder fællestræning for alle aldre fra 7 år til 60+, hvor vi tilstræber, at spillerne kan spille/træne på forskellige niveauer, men hvor det sociale også er vægtet højt. Der vil for alle være mulighed for at deltage i stævner/turneringer, som udbydes på alle niveauer fra begynder til elite. Det er også muligt at leje en bane en time om ugen og være 2-5 spillere, som benytter denne.  

Fodbold

Der er træningshold for børn og unge, hvor fokus er at have det sjovt og have noget socialt sammen og så selvfølgelig også at lære at spille fodbold. Alle hold kommer ud at spille kampe mod andre klubber. Der er også fodbold for seniorer og ældre, hvor der er hold, som spiller kampe mod andre klubber, men også hold, som kun spiller i klubben. I sommerhalvåret fra omkring marts spilles udenfor på arealerne omkring Multihuset. I vinterhalvåret fra omkring oktober spilles indendørs i Multihuset.

Gymnastik

Vores hold er fra de yngste forældre / barn over børn / unge med fokus på motorik, rytme og spring til voksne med traditionel gymnastik og motion, men også med nye tiltag som zumba og funktionel  træning.  Vores instruktører og hjælpere er primært lokale, hvilket giver et stort engagement i arbejdet og samværet med gymnasterne. 

Petanque

Vi har 3 petanquebaner, som er anlagt ved siden af mulitbanen, hvor der også er opført et lille læskur. Vi spiller petanque i sommerhalvåret med hold af varierende størrelse ca. 2 timer en gang om ugen. 

Senior Idræt

I vintersæsonen er der senioridræt, hvor alle seniorer er velkomne til at være med. Tempoet er helt nede på jorden, så alle ældre kan være med. 

Tennis

Vi har 2 tennisbaner, som medlemmer af Tennis kan benytte så meget, de ønsker. Der reserveres baner online.  Vi tilbyder børnetræning fra 3. -7. klasse. Der er fælles spilleaften for de spillere, som har lyst til at spille mod/med andre end dem, de normalt spiller med. Vi råder over en boldkanon, som anvendes til træning. 

MultiFitness er et foreningsbaseret fitnesscenter. Centret drives af frivillige instruktører, som er klar til at inspirere og motivere dig i din trænìng. Vores instruktører er alle uddannede gennem DGl. I MultiFitness tilbydes også indoor cykling, cirkeltræning og kvindehold med instruktør. Om sommeren er der også Outdoor Fitness.

Sociale afdelinger.

Vårfruerne

Formålet med kvindeklubben Vårfruerne er at skabe netværk og knytte venskaber gennem fælles oplevelser, samt få nytilflyttede kvinder til at blive en del af lokalsamfundet.  Vores arrangementer kan være foredrag, sangaftner, dans af forskellig art, virksomhedsbesøg, museumsbesøg, byvandring eller ud i naturen – alt muligt kan komme på programmet. Til hvert arrangement er der kage/kaffe, eller hvad der nu passer til lejligheden.

Fredagsklubben

Fredagsklubben er for alle Højens unge fra og med 7. klasse. Vi holder til i Multihuset, hvor vi tilbyder mange forskellige aktiviteter, idrætter, spil og hygge. Vi tager også uden for huset til forskellige arrangementer. Klubben er røg og alkoholfri. 

Præmiewhist 

Præmiewhist Højen er for ALLE, der har lyst til at spille præmiewhist. Man er velkommen til at møde op, også selvom man ikke er en øvet whistspiller (nybegynder), idet formålet er, at vi får nogle hyggelige timer sammen. Der er mulighed for at købe kaffe samt øl og vand til fornuftige priser.

Vil du vide mere om HGU, herunder hold og træningstider, kan du læse mere på vores hjemmmeside.

Relaterede links